Beretning fra Samarbejdsudvalget - December 2018

2018 har været året, hvor vi i hhv. Ammitsbøl Fodbold og Egtved Idrætsforening er rykket tættere sammen i bussen.
 
Vi har fået lavet en spændende vision og målsætninger for det fremtidige samarbejde. Vi vil være det mest attraktive fodboldtilbud vest for Vejle i Vejle Kommune og være det sted, hvor andre kigger henimod. En slags SUB-elite klub i forhold til storebror Vejle Boldklub, men samtidig være en klub hvor der er plads til alle der gerne vil dyrke fodbolden uanset niveau og ambitioner.
 
Startende 2018 med at vi klubberne imellem, fik nedsat en arbejdsgruppe og senere et samarbejdsudvalg med henblik på i samarbejde med DBU - En Del af Noget Større, at få lavet en klub-samarbejdsaftale. Det er der kommet en rigtig god aftale ud af, og vi vil derfor gerne takke DBU og særligt Karina kallehauge for SUPERLIGA support.
 
Vi er kommet godt i mål med samarbejdsaftalen og videre med opgaver som bl.a. valg af Ammitsbøl/Egtved spilletøj og ikke mindst påbegyndelsen af samarbejde i flere årgange.
 
Fra og med forårssæsonen 2018 var målsætningen at alle årgange fra U11 og ældre skulle være i gang med samarbejde på tværs af klubberne og fremadrettet repræsentere Ammitsbøl/Egtved. Selv om der måske lige skulle sluges et par kameler hist og her, så er vi kommet rigtig rigtig godt afsted. Herfra skal lyde en kæmpestor tak og respekt til de involverede trænere som har taget forandringerne og udfordringerne med gå-på-mod og oprejst pande. Kæmpe tak til jer alle.
 
I årets løb blev der også langt om længe valgt nye farver og spillesæt. En laaang proces. Det har været vores mål at finde frem til en løsning som begge klubber kan identificere sig selv og som skildrer sig ud fra mængden. Ud fra de tilbagemeldinger vi har fået fra både spillere, trænere, forældre og andre, så har vi vist ramt ”Spot-On” 😊. Herfra skal lyde en tak til Sportigan Egtved/ Din SKO butik og Joma Denmark for godt samarbejde sæsonen igennem.
 
På det sportslige plan, så har vi haft en fantastisk flot sæson. Det var fedt at se så mange AE`ere på grønsværen i Lunderskov og med rigtig flotte resultater til følge med masser af finalepladser. Vi har for første gang gjort os bekendt med Golden League, hvor vores talentfulde U11 drenge har underholdt med masser af sejre i årets løb. Vores U13 Liga 2 piger har vist at de hører til lige under de største klubber og på en god dag kan slå de bedste. Både U14 drenge og piger har begge vundet deres puljer i efteråret og kan således se frem til mere modstand i det nye år.
 
Det er ikke det eneste de kan se frem til, for i foråret venter udlandstur for Ammitsbøl/Egtveds U13 og U14 fodboldspillere – En kæmpe oplevelse som de med sikkerhed vil tage med sig videre i livet. Tak til udlandsgruppen for det foreløbige arbejde.
 
Vi kan med udgangen af 2018 også sætte et kæmpestort kryds ud for DBU Topcenter. Vi er nu repræsenteret på topcenteret i alle aktive årgange U10, U11 og U12. Kæmpe skulderklap til Mads Bonde (U12), Martin Venø Heiwald (U11), Joachim Sørensen (U11) og Tobias Seppä (U10). Det er stærkt gået – I gør os alle stolte👍. En målsætning for fremtiden kunne være, at vi fortsat skal være repræsenteret i alle årgange med mindst 1 spiller – Vi tror på det. Tak til Future Vejle for godt samarbejde i årets løb.
 
Hvad skal der ske i 2️019 - udover at vi skal fortsætte det gode arbejde i de respektive årgange og ikke mindst de kommende samarbejdsårgange, så kigger vi selvfølgelig også på udvikling af trænings- og klubmiljø. Hvad kan vi gøre for at fodbolden bliver endnu mere attraktiv. Kan vi træne mere målrettet / ensartet og mere effektivt på træningsbanen – Og skal vi være bedre til at bruge hinanden på kryds og tværs af årgangene. Vi kan allerede nu se, at de kommende årgange på drengesiden ser ud til at blive særdeles stærke, hvorimod det halter med antallet af pigespillere fra U10 og nedefter – Her ligger der opgaver i at få lavet et godt setup til de kommende AE-årgange ligesom vi skal have styrket klubberne på pigesiden i børneårgangene.
 
Kære fodboldspiller, trænere, ledere, forældre og sponsorer. TUSIND tak for et fantastisk 2018 og på gensyn i 2019.
 
Glædelig jul og godt nytår
Ammitsbøl/Egtved Samarbejdsudvalget
 
 
Ammitsbøl SG&I